Insights on Marketing & Technology

Derfor skal du ikke bruge Design Thinking

“Thinking like a designer can transform the way organizations develop products, services, processes, and strategy. This approach, which IDEO calls Design Thinking, brings together what is desirable from a human point of view with what is technologically feasible and economically viable. It also allows people who aren’t trained as designers to use creative tools to address a vast range of challenges.” - IDEO

Toke Riis Ebbesen
  • By: Toke Riis Ebbesen
  • Published: 24-04-2017

Et af de mere moderne ord for tiden, når man taler ledelse, organisering eller innovation er, at man skal bruge Design Thinking. Ja, faktisk kan det nogle gange virke, som om Design Thinking er en magisk pille, man kan tage, så bliver alting meget bedre. Således også i citatet fra en af ordets bannerførere, Ideo.

Problemet er bare, at det alt sammen er en forestilling om, hvad design er. En forestilling, som dels ikke svarer til virkeligheden, dels bygger på en bestemt forståelse af, hvad design er, som mange designere faktisk ikke deler. Endvidere er der en række vigtige forudsætninger i den her model, som man let og elegant springer henover, fx ud fra hvilke kriterier, man vælger de bedste løsninger, og hvem der vælger. Endelig kan vi nok også tillade os at være skeptiske over for ideen om, at metoden løser alle problemer, særligt de mange organisatoriske og sociale problemer, man rent faktisk ser metoden anvendt på. Design Thinking er dybt problematisk, både som begreb og som praksis.

Post-its - Et af de foretrukne Design Thinking-redskaber.

Jeg skal uddybe min kritik, men først må vi have på plads, hvad Design Thinking er. Eller rettere: Hvad siger fortalerne for Design Thinking, at det er? Jeg vil her først og fremmest fokusere på, hvad de største formidlere af ideen om Design Thinking siger om det, snarere end teorierne bag.

Design Thinking er…

FastCompany, “verdens førende progressive virksomhedsmedie“,  som de kalder sig selv, betegner Design Thinking som en velprøvet metodologi, der består af fire delprocesser:

  1. Definer problemet
  2. Skab og overvej mange løsninger med så bred en variation som muligt
  3. Raffiner og arbejd videre med en håndfuld udvalgte løsninger. Her er så indskudt trin 3,5, som er at gentage trin 2 og 3
  4. Vælg den bedste løsning og før den ud i livet (FastCompany, min oversættelse)

Det afgørende her er punkt 2, nemlig at man laver visuelle eller fysiske løsningsforslag til det konkrete problem, enten iterativt eller parallelt, hvorudfra man udvælger de mest lovende ideer, som man giver en change og videreudvikler, inden man lægger sig fast på det endelige produkt. Underforstået, at virksomheder alt for ofte springer direkte fra problemet til den første løsning, de kommer på. Så langt så godt. Som FastCompany skriver:

“it all comes from the same place a proven method that always delivers. And it doesn’t matter what opportunity or problem is put into the front end of the process.
The end result of this simple yet highly effective protocol can be a better mousetrap, symphony, or dry cleaning service. Implied in Design Thinking is an objective view and a warm embrace of risk and new ideas.” (FastCompany)

Påstanden er altså, at vi her har at gøre med en universel metodologi, som “altid” giver gode resultater, for alle slags udfordringer, man definerer som et problem. Men der er store vanskeligheder forbundet med begrebet. For det første er definitionen af design problematisk.

Vi er alle designere?

Som der står på websitet for en af de mest omtalte bøger om Design Thinking, Crane for Creativity: “You don’t have to be a designer to think like one” (Crane for Creativity, cit. Barry Katz). Umiddelbart lyder den demokratiske intention jo appellerende. Her er en fremgangsmåde, enhver kan drage nytte af, ikke? Men holder idéen vand?

Blandt designhistorikere har man mindst siden 1970’erne diskuteret, hvorvidt man kunne afgrænse “design” til at være en aktivitet udført af nogle særligt navngivne personer, som kalder sig selv det. En af de tidlige fortalere for en udvidelse af designbegrebet har således været Victor Papanek, som, udover at have igangsat den social design-bevægelse vi ser i øjeblikket, også var en varm fortaler for, at alt er design (Papanek, Victor (1975), Miljø for millioner). Design er med det udvidede designbegreb en betegnelse for det, at forandre sit miljø eller sine omgivelser. Derfor er idéen om, at alle mulige andre end designere også kan arbejde med design (produkt), og med at designe (proces) heller ikke specielt kontroversiel.

Problemet er blot, at når alt er design, så er intet jo design. Man kan også omformulere det til, at hvis alle kan arbejde med design, så er det svært at identificere, hvad det præcist er, vi kan lære fra designerne. Dermed bliver det også svært at pege på, at der findes en bestemt måde at gøre det på - og her kommer vi til et yderligere problem med idéen om Design Thinking. For selv blandt professionelle designere er der forskellige måder at gå til det på.

Designere tænker og arbejder på mange forskellige måder

I det engelske wikipedia-opslag om Design Thinking er det primært Brian Lawson og Nigel Cross, der citeres, og hos disse to er den centrale idé, at designfaget og dermed designere adskiller sig ved, at de producerer viden på en anden måde end de øvrige videnskaber (naturvidenskab og humaniora). Designere har, i følge denne tankegang, en tendens til at syntetisere, dvs. at søge mod helhedsløsningerne, fremfor at arbejde analytisk eller fortolkende, som naturvidenskaberne eller de humanistiske fag gør det. I et ofte citeret forsøg, gik en gruppe arkitekter (altså ikke designere) direkte i gang med at samle klodser ud fra æstetiske, helhedsprægede hensyn, og prøve igen, indtil de fandt den bedste måde at samle klodserne på. I modsætning hertil var en gruppe naturvidenskabsfolk i samme forsøg, der, i stedet for at starte med at bygge, først forsøgte at analysere de selvsamme klodsers kombinationsmuligheder, for derefter at udtænke én universel løsning. ‘Designtænkerne’ handlede altså i forsøget syntetiserende, mens de iterativt og parallelt udviklede løsningsforslag. Senere er den påstand blevet modificeret til, at designere både arbejder analytisk og syntetiserede, fordi man må kunne adskille (analysere) for at kunne tænke i helheder (syntetisere). Det er netop det, som IDEO’s metode har indbygget i trin 2 og 3 i deres fremgangsmåde.

Men det at analysere, er jo også det, som de øvrige videnskabelige metoder dybest set gør og derfor ikke et tilstrækkeligt kriterie for at forstå, hvad design er. Omvendt er syntesetænkning ikke en bemærkelsesværdig anderledes måde at arbejde på, end alle mennesker arbejder på i hverdagen. Vi prøver os oftest frem, fremfor at gennemtænke alle logiske muligheder inden vi går i gang.

Min påstand er derfor, at idéen om, at design er en særlig vidensform, “designerly knowledge”, repræsenterer en velment hensigt, men bygger på en stræben hos (nogle) designere efter at legitimere deres aktiviteter som videnskab, for på den måde at underbygge fagets status i samfundet. Det er der som sådan ikke noget galt i. Det er det, man med et finere ord kalder professionalisering: alle de fag, der har størst status i samfundet bygger etableringen af en bestemt systematiseret viden, som andre anerkender som særlig for faget og tildeler privilegier og beskyttede titler. Det gælder fx advokater og læger.

Efter min mening er det bedste, man kan gøre, at gå den anden vej og acceptere, at designere rent faktisk ikke udgør sådan en samlet profession. Når vi taler om design, er det langt mere korrekt at tale om en løst forbundet samling af uddannelser og fag, som på den ene side har mange fællesstræk, men på den anden siden også adskiller sig meget fra hinanden.

Det væsentligste er her, at designere ikke kun arbejder med at udtænke, men at lave modeller, udkast og prototyper af ting, som har en helt konkret fysisk form. Det afgørende er, at de gør det ved hjælp af en række meget forskellige teknologier, ligesom de udtrykker sig i mange forskellige materialer og gennem varierende æstetiske udtryk. Igennem deres uddannelse og igennem deres arbejdsliv øver de sig og bliver bedre og bedre til dette. Netop her ligger ...

Login to read the rest of the article


Toke Riis Ebbesen

Toke, adjunkt, er uddannet PhD i designstudier og forsker til dagligt SDU Design, Syddansk Universitet Kolding. Senest har han interesseret sig for kritisk design, digitale bøger og design på sociale medier. Han underviser blandt andet i designs form, betydning og værdi og designkultur på designstudierne i Kolding.

  • Share on Facebook
  • Share on Twitter
  • Share on LinkedIn
  • share with friends
  • Share on Google+

Be the first to like this.

SORRY! YOU ARE NOT LOGGED IN

Get access to:
  • Articles and talks
  • Free seminars and briefings
  • Free publications and papers
It is 100% Free

LOG IN



CREATE PROFILE
(100 % FREE)


FORGOT YOUR PASSWORD?

More