Insights on Marketing & Technology

Målgruppen der blev væk

”Kun 50% af al markedsføring virker” - Hvor tit har vi ikke hørt den vittighed i og om markedsføringsbranchen? Tendensen er nu blevet, at vi skal måle alting, så vi kan bevise - og modbevise dette faktum. Så vi har taget hardcore-termer som ROI, KPI, CPM og det, der er værre, til os i den ellers traditionelt bløde branche. Jeg hilser målinger velkomne, men jeg ser et endnu større problem ”derude”, nemlig at målgruppen i mange tilfælde er blevet væk. Eller i virkeligheden aldrig fundet. Og hvordan kan man kommunikere med succes, når man ikke kender sin målgruppe? Som jo dybest set er éns kunder.

Tina da Silva
  • By: Tina da Silva
  • Published: 19-06-2016

Det grelleste eksempel på, hvor lidt styr virksomheder kan have på, hvem der er deres målgruppe, stammer fra en lillebitte sag. Et radiospot, som jeg skulle skrive for en lokal restaurant. De skulle i radioen for at få flere kunder til at booke bord til en kommende Valentinsaften.

Jeg ringede derfor for at tale med indehaveren af stedet for at få lidt mere hold på, hvem budskabet skulle rettes imod. Og med radioen har vi jo den fordel, at vi kan sætte stemme på målgruppen ved at vælge en kvindelig eller en mandlig speaker.

Radiospottet skulle være 20 sekunder.
Én stemme.

Lettere bliver det i virkelighed ikke. Troede jeg.

Da jeg spurgte ind til, hvem målgruppen var for radiospottet, kunne han kun sige, at de bare gerne vil have flere til at bestille bord dén aften. Jo tak, tænkte jeg, men nøjedes med at spørge, hvem det så normalt er, som ringer og bestiller bord på restauranten.

Manden eller kvinden?

Det vidste han ikke, men han kunne da lige spørge hende, der normalt tog telefonen. - ”Det ved hun ikke lige”, var svaret, da han havde talt med medarbejderen, som jeg kunne høre rumstere i baggrunden. ”Det kunne hun ikke huske”.

Dyb indånding.

Jeg spurgte så, hvem han selv så som målgruppe aldersmæssigt. 

”Alle”, lød svaret prompte.

Jeg måtte så bruge lidt tid på at forklare ham, at vi ikke kan kommunikere til alle, og beder ham snævre målgruppen ind aldersmæssigt. 

”De unge” svarede han.

Og jeg fik en panderynke og et gråt hår mere end dem, jeg allerede har, for i min bevidsthed er restauranten ikke et sted, hvor ”de unge” kommer. Mine forældre var blevet forlovet dér i 1966 - og jeg vil sige, at mine 70-årige forældre stadig matcher dem, jeg ser sidde på restauranten de få gange, jeg har forvildet mig derind. Og jeg er ret sikker på, at jeg med min alder på 49 år heller ikke er, hvad indehaveren vil betegne som ”de unge”.

Jeg spurgte så, hvilken alder han tænker, man har, når man er ung.

”I tyverne”, svarede han, og jeg spurgte ham - selv om jeg inderst inde godt kender svaret, om de ofte har tyve-årige gæster. ”Nej, men det vil vi gerne have”, sagde han håbefuldt.

Det er.
Alt for meget.
At forlange.

Af et 20 sekunders radiospot.

Jeg tænkte mit, men spillede med på eksperimentet og spurgte ham, hvad han så mente, vi skulle slå på i radiospottet, der kunne give par i tyverne lyst til at komme til Valentinsaften i restauranten.

Det kunne han ikke rigtigt svare på, så jeg hjalp ham lidt på vej ved at spørge, om han selv fejrer Valentin med sin kone. ”Nej, det gør vi ikke, vi har jo åbent i restauranten”, svarede. ”Ja”, spurgte jeg så, ”men hvad med folk i jeres omgangskreds? Fejrer de Valentin?”

”Nej, det gør de ikke”, svarede han som forventet.

Nu var det så, jeg dristede mig til at sige, at det gør min mand og jeg heller ikke - og jeg måtte give ham ret i, at det nok primært er noget, de unge fejrer. Jeg sagde til ham, at jeg i hvert fald ikke ville blive skuffet, hvis min mand ikke kom hjem med 20 røde roser til mig på Valentinsdag. Fordi det ikke er noget, vores generation er vokset op med. Det var han for så vidt enig med mig i.

”Godt så”, summerede jeg op. ”Vi skal lave et radiospot rettet mod unge par om at booke bord til en romantisk Valentinsaften her hos jer, men vi ved ikke, om vi skal rette budskabet mod manden eller kvinden”. Jeg tænkte samtidigt for mig selv: - og de skal så vælge en restaurant, der er fyldt af ældre mennesker, frem for at vælge et af byens mange unge in-steder”. 

Efter endnu en dyb indånding forklarede jeg ham, at jeg stadig...

Login to read the rest of the article


Tina da Silva

Tina er indehaver af one-woman-bureauet DA SILVA, hvor hun rådgiver om markedsføring, kommunikation og branding. Herudover tror hun på, at det er bedre at have 10 fingre på tastaturet end en mus på taget, når der skal skrives tekster på dansk og engelsk. Tina har 20 års erfaring fra interne branding-, marketing- og kommunikationsafdelinger i nationale og internationale B2B- og B2C-virksomheder, reklamebureauer og den offentlige sektor.

  • Share on Facebook
  • Share on Twitter
  • Share on LinkedIn
  • share with friends
  • Share on Google+

Julia Ploug and Ivan Hassinggaard likes this.

SORRY! YOU ARE NOT LOGGED IN

Get access to:
  • Articles and talks
  • Free seminars and briefings
  • Free publications and papers
It is 100% Free

LOG IN



CREATE PROFILE
(100 % FREE)


FORGOT YOUR PASSWORD?

More